Jeg har givet mig selv en udfordring! 

Hej søde læsere!

Jeg har givet mig selv en stor udfordring denne uge. Jeg har allerede delt en video, hvor jeg fortæller om det på min Instagram (se den her). Jeg vil løbende opdatere om min oplevelse på min Instagram, men tænkte at jeg også ville udfolde mig her på bloggen.

Jeg har tilmeldt mig Fusion Virtual Training Camp 2021 der er en virtuel træningsuge, hvor vi er et hold dedikerede cykelentusiaster, der sammen skal nedlægge 450 km. 6000 højdemeter og 15 timers træning i alt.

Det fantastiske hold hos Fusion Sport har sammensat et fedt program, hvor der hver aften vil være en peptalk inden træningen starter. Her kan nævnes store navne som for eksempel Christian Andersen, sportsdirektør for UnoX Pro cycling team, Jesper Nybo Riis, Pro triatlet, tidligere cykelrytter, Camilla Pedersen og Daniel Bækkegård Pro triatlet og Chris Anker Sørensen, tidligere pro cykelrytter, nuværende TV2 cykelkommentator.

Jeg glæder mig til at suge til mig af de mange dygtige og professionelle atleter.


Hvorfor har du tilmeldt dig?

Jeg har haft brug for at have et mål i disse usikre tider. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har haft virkelig svært ved at få trænet. Min motivation er ikke eksistrende og bare tanken om at skulle træne, dræner mig for energi. Og det er på trods af at jeg har de bedste omgivelser, man kunne ønske sig for at træne. Da DK lukkede ned tilbage i December fik vi indrettet et super fint træningsrum / pain cave som den også kaldes, hvor vi kan træne, trods lockdown. Men det bliver ikke brugt så meget som jeg egentlig troede jeg ville.

Men det skal være slut nu. Så derfor har jeg givet mig selv en udfordring.

Jeg skal i gang igen. Jeg skal vise mig selv at jeg er mega f'' sej. Og jeg vil inspirere andre til at gøre det samme!

Men jeg gør det også af en anden grund:

Jeg vil vise, at alle kan dyrke triathlon, også selvom de er overvægtige. For jeg har mødt flere der har sagt til mig, at de ikke har lyst til at møde op til træningsfællesskaber eller i træningsklubber, fordi de er overvægtige.

Jeg er selv overvægtig og kender i den grad til følelsen af ikke at have lyst til at møde op, på grund af min overvægt. Det er udfordrende og grænseoverskridende for mange at tage skridtet og møde op:

For hvad nu hvis jeg ikke kan følge med de andre og jeg føler mig udenfor?

Hvad nu hvis jeg fejler?

Men jeg udfordrer dig lige.... For hvad nu hvis det går godt? :-)

Hvad nu hvis du ved at træde ud af din comfortzone og overvinder din indre kamp mod at lade dig styre af hvad andre (måske) tænker om dig får et fantastisk fælleskab til gengæld?

Men det kræver at du flytter dig derud, hvor det er ubehageligt at være. Ellers flytter du dig ikke. Jeg kender det alt for godt selv. Det er så trygt og rart at være lige her, hvor jeg er vandt til at være. At tage skridtet ud af sine trygge rammer er overvældende. Men for at kunne flytte sig, må man ud af sin comfortzone og gøre noget man aldrig har gjort før.

Og tænk, hvad der venter på den anden side? :-D


Jeg håber I hepper på mig og sender mig en kærlig tanke, når jeg kæmper på cyklen denne uge.

Jeg håber I vil sprede lidt kærlighed herinde og på min Instagram profil.

Ellers håber jeg I får en fantastisk uge

Måske er I blevet inspireret til at kaste dig ud i noget nyt? :-)

Knus

-MillaWonderland

Synes godt om

Kommentarer