I September måned valgte jeg at pakke kufferten og rejse væk hjemmefra.
Jeg rejste til Portugal, hvor jeg arbejde som frivillig på et dyreinternat i en måned.
Jeg havde aldrig været væk i så lang tid fra min familie, mine venner eller min kæreste, men jeg tog udfordringen op og har intet fortrudt, tværtimod ville jeg gøre det til hver en tid igen, hvis jeg havde pengene!
Jeg arbejdede på et shelter, kaldet Bianca, hvor over 250 hunde var samlet på et sted.
Jeg husker tydeligt første dag på shelteret.
Jeg gik hen mod lågen og en ildelugtende stank invaderede mine næsebor, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvad det var for en stank.
Jeg trådte ind i løbegården og blev mødt af to arbejdere der hilste venligt på mig med kindkys. En af dem viste mig rundt på shelteret, viste mig alle kontainerne som hver især havde forskellige formål. En kontainer blev brugt til at bade hundene, en med køkken, toilet og et beskedent kontor den sidste kontainer i løbegården blev brugt til at opbevare de større hvalpe i bure. Der var dog også en hund i køkkenet, en på kontoret og en masse hunde i "badehuset". Rundt omkring løbegården var der hunde i bure som heldigvis blev lukket ud i løbegården et par gange om dagen, når der skulle gøres rent i deres bure, hvilket hundene nød.
Det er dog ikke alle hunde der får lov til at løbe løs. Mange hunde står lænket til et hundehus. Nogle af dem er lænket fordi de ikke kan interagere med andre hunde, mens andre hunde er lænket simpelthen fordi der ikke er plads til dem andre steder.
Da jeg kom ind til disse hunde, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Hundene gøede i vildens sky når man trådte ind gennem porten mellem løbegården og denne gård.
Mit dyrehjerte blødte og jeg fik tårer i øjnene af at se de stakkels hunde være lænket til en jernkæde dag ud og dag ind.
Heldigvis kommer nogle frivillige og går med hundene så de kommer ud og får udlevet deres natur. Jeg fik også gået ture med rigtig mange af hundene, hvilket gav et tættere forhold til dem for når man gik tur med dem, kunne de finde på at stoppe og, kigge dig direkte i øjnene i flere sekunder, hvorefter de stak snuden mod mit ben som et slags "Tak fordi du går tur med mig". Jeg blev så beæret. Taknemmeligheden lyste ud af øjnene på dem og det gjorde det hele værd. Taknemmelighed.
Da jeg havde sundet mig over synet af de lænkede hunde, besluttede jeg mig for at hilse på hver enkelt hund. Hver eneste hund blev tosse glad og hoppede op og ned når man gik hen til dem for at hilse, alt de vil er lidt opmærksomhed. Hundene var så søde hver især, nogle meget sky, men rolige og ville gerne snakke. Fantastiske hunde.
Jeg gjorde det til en vane at hilse på alle hundene hver dag før jeg beggyndte at arbejde, gøre rent, socialisere hundene og især hvalpene og opdrage dem.
En anden ting jeg lå mærke til da jeg havde hilst på hundene var, hvor mange hunde der logrede med halen og var glade. Det havde jeg ikke forventet. De er jo i bur eller lænket til et dumt hundehus dag ud og dag ind. Jeg forventede at se nogle hængemuler og triste sjæle men nej, hundene var glade for det de havde og det de fik, hvilket var en helt fantastisk oplevelse for mig.
Jeg tog mig primært af de helt små hvalpe, som skulle lukkes ud af burene mange gange om dagen for at udvikle sig, men også for at der kunne blive gjort rent i deres bure. Hvalpene led af diaré og deres bure og hvalpene selv var tit smurt ind i afføring. Så derfor bestod opgaverne med de små hvalpe i at lukke dem ud og lege med dem, gøre rent i deres bure, ligge nye tæpper, nyt vand og mad, lukke hvalpene ind igen så de kunne sove og så kunne man starte forfra. Det værste ved at hvalpene var i bure var at man ikke kunne lukke dem helt ud, kun inde i kontaineren de opholdt sig i på grund af de andre store hunde som løb rundt ude i løbegården. Og de små baby hvalpe skreg efter opmærksomhed hele tiden. De ville tages op og leges med og nusses, men det var ikke altid der var tid til det. Der var jo også andre ting og mange andre hunde at passe. Det var hårdt at se dem være ulykkelige inde i deres bure. De ville ud og de ville have menneskelig kontakt. Derfor brugte jeg rigtig meget tid inde hos dem, da jeg simpelthen havde så ondt af de små stakler, der var blevet smidt på gaden og fundet i en papkasse i vejkanten og ikke aner hvad der er op og ned i denne verden.
Jeg fik mig nogle fantastiske venskaber på denne rejse som jeg aldrig vil glemme og nu taler jeg ikke kun om menneskelige venskaber, nej sandelig også de mange venskaber jeg fik mig med hundene og hvalpene dernede. Særligt et venskab vil jeg aldrig glemme. En hvalp som altid kom hen til mig, ville snakke, sidde på skødet af mig og lege. Hver gang jeg kom ville hun op i mine arme eller sidde på mit skød. Jeg kaldte hende Ui og jeg savner hende forfærdeligt hver dag. Hende vil jeg aldrig glemme. Hun vil altid være i mit hjerte og hvorend hun er i dag, håber jeg hun har det godt og at hun har fået det hun fortjener, en familie der giver hende masser af kærlighed og leg.
Jeg slutter første del af min historie om Bianca og min tur til Portugal med nogle fantastiske billeder af nogle kære og meget savnede hunde fra Bianca.
Håber I nød at læse lidt om min rejse og hungrer I efter mere, kommer næste del af oplægget om et par dage.
Hav en fantastisk aften.
